Program
Vi skal have fulgt op på de foreløbige konklusioner fra 1. ekskursion om emnet i foråret i Birkebæk Plantage:
Efter den første ekskursion var der nogle foreløbige konklusioner med hensyn til anvendelse af hybridlærk og de øvrige lærkearter i naturnær skovdrift:
- Hvis der maksimalt anvendes 25% indblanding af hybridlærk tager lærken ikke helt magten over kulturen.
- Hybridlærk skal anvendes sammen med vækstkraftige provenienser af de andre træarter for at vækstforskellen ikke skal være alt for udtalt.
- Kravene til fremtidens træproduktion kan sagtens ende med blot at være et spørgsmål om produktion af flest mulig m3/ha og i mindre grad om at producere konstruktionstræ. Derfor vil hybridlærken sagtens kunne spille en central rolle i fremtidens skovbrug.
- Europæisk lærk kan fortsat få lærkekræft trods forsøg på at vælge frømateriale med en vis resistens. Skal vi helt afskrive europæisk lærk ?
Herudover er der fortsat en række uafklarede spørgsmål:
- Er naturforyngelsen af lærk af invasiv karakter eller styrbar og anvendelig ?
- Monokulturer af hybridlærk – hvordan får vi konverteret til et to-etageret system ?
- Hvis vi bruger 25% hybridlærk, hvorledes skal de så indblandes ?
- Svag hugst i hybridlærk ændrer det på vedkvaliteten ?
- Lærk og klimaforandringer – er der forskel i robusthed imellem arterne ?
- Hybridlærk betragtes ofte som et ammetræ, men skal vores syn ændre sig til at det er en hovedtræart blandt flere ?
For jer som deltog i første ekskursion, vil der være nye skovbilleder og I vil kunne være med til at forme de endelige konklusioner med baggrund i to forskellige lokaliteter, så der er alt mulig grund til at deltage endnu engang.
For jer der har været på ekskursion hos SLS tidligere kan det oplyses, at det som udgangspunkt vil være nye bevoksninger, som vi skal studere og ikke kun de gamle travere.
Skulle vi blive træt af, at tale om lærk har vi andre skovbilleder i baghånden.
Ekskursionsværter: Niels Peter Dalsgaard Jensen & Jan Østergaard, Salten Langsø Skovadministration.
Praktiske oplysninger:
- Medbring selv madpakke og evt. varme drikke. Pro Silva er vært for drikkevarer.
- Deltagerantal maximalt 50, så tilmelding efter først til mølle-princippet.
- Tilmelding senest 22/9 kl. 12.00.
Du kan kun tilmelde dig Pro Silva's arrangementer, hvis du er medlem.
Når du er registreret som medlem og din kontingentindbetaling er registreret, vil du have adgang til at tilmelde dig arrangementet.